torsdag den 19. januar 2017

Information om hunde og hundehold i Danmark

Klare, blanke og åbne øjne uden udflåd og tegn på smerte. Sådan skal hundens øjne se ud for at være normale.

Du kan måske se en lille smule gråligt udflåd i de inderste øjenkroge, specielt om morgenen. Men du må ikke få det indtryk, at øjnene løber i vand, for så er der et eller andet galt. Det er enten fordi, din hund/kat danner for mange tårer, eller at tårerne ikke løber den rigtige vej gennem tårekanalerne.

Når du om morgenen renser hunden øjne for den lille smule gråligt udflåd, som vi tit kalder "søvn", så må det ikke gøre ondt på din kat/hund. Også det vil være et tegn på, at et eller andet er galt.

Øjet er beskyttet af de knogler, der danner øjenhulen. Den er ligesom tårefilmen og øjenlågene en del af den naturlige beskyttelse. Hos hunden er der en lille muskel, som kan trække øjeæblet tilbage i øjenhulen, hvis det gør ondt. Kommer et eller andet hen mod øjet, så lukker øjenlågene i per refleks. Samtidig trækker den lille muskel øjeæblet tilbage i øjenhulen.

Din hund har tre øjenlåg: Et øverste og et nederste, lige som du selv har, men derudover et tredje øjenlåg, der sidder i den inderste øjenvinkel. Når øjeæblet trækkes tilbage i øjenhulen, så kører det tredje øjenlåg (blinkhinden) hen foran hornhinden - næsten som et viskerblad på en bil. På den måde kan øjet selv skubbe uønskede ting væk fra øjet.

Sygdomme i øjet

Betændelse i øjenlågskirtler
I øjenlågene sidder omkring 30 små kirtler. Der kommer tit betændelse i disse kirtler, så de hæver og bliver lidt ømme. Hvis der kun er ganske lidt irritation, kan du bruge apotekets øjenbadevand. I løbet af få dage skal det være bedre, ellers skal der mere behandling til, og så må du til dyrlæge.

Hvis din hund er ved at blive ældre, så se efter, om der skulle sidde vorter på øjenlågskanterne.
Sådanne vorter kan irritere øjnene og somme tider gøre, at der direkte kommer et sår på hornhinden.
Så hvis du ser sådanne vorter, skal du sammen med din dyrlæge overveje, om de skal fjernes eller ej.

Krængende øjenlåg
Øjenlågenes indersider er glatte og fine, så de kan køre hen over hornhinden uden at irritere.
Men specielt det nederste øjenlåg kan krænge lidt indad. På den måde kører der hår op og ned af hornhinden, hver gang hunden blinker. (Du ved selv, hvor generende det kan være, hvis du har et hår i øjet.) øjet vil løbe i vand, og der kommer måske også pus. En sådan indadkrængning kan kun helbredes ved en lille operation.

Hunde kan have udadkrængning af de nederste øjenlåg. Så kan man se mere af det røde i øjet end ellers, men dyret er ikke så generet af denne tilstand som af indadkrængning. Det kan evt. rettes ved en lille operation.

Hårirritation af hornhinden
Hår, der vokser forkert, og derfor kommer ind på hornhinden, kan give megen irritation i øjnene.
Enkelte gange vokser der et lille stift hår direkte ind mod hornhinden. Den slags hår generer øjet så meget, at øjet lukkes mere eller mindre, fordi det gør ondt.

Betændelse i bindehinden
Mellem øjenlågene og øjeæblet sidder bindehinden (den vi normalt kalder for "det røde i øjet") .
Bindehinden er en slimhinde, og da den hele tiden er i kontakt med luften, kommer der ofte betændelse i den. Symptomerne er et gulligt eller grønligt udflåd fra det ene eller fra begge øjne.
Hvis hunden ikke er særligt generet af dette udflåd, kan du prøve et i par dage at rense øjnene flere gange om dagen med apotekets Natriumklorid øjenbadevand. Hjælper det ikke i løbet af 2-3 dage, så skal der kraftigere midler til, som du får på recept fra din dyrlæge.

Hvis din hund går og kniber øjet sammen, så skal du ikke selv begynde behandlingen, men lade din dyrlæge undersøge, hvad forklaringen er.

Allergiske hornhindesygdomme
Hornhinden er den gennemsigtige del af øjenæblet - den del, som peger fremad. Der findes forskellige former for allergiske hornhindesygdomme, som kan medføre blindhed, hvis de ikke behandles. Så hvis din hunds/kats hornhinder ikke mere er glatte og blanke at se på, er det tegn på sygdom, der skal undersøges og behandles.

Sår på hornhinden
Der er ingen blodkar i hornhinden, så heling af sår på hornhinden er tit lidt vanskeligere end andre steder på kroppen. Den hyppigste hornhindesygdom er netop sår. De kan være overfladiske og gøre meget ondt, eller de kan være dybe og gøre lidt mindre ondt. Forklaringen på det er, at langt de fleste følenerver sidder i den yderste tredjedel af hornhinden, der er det mest følsomme område i kroppen.

Den normale hornhinde er cirka 0,6 mm tyk på midten, så et sår kan forholdsvis let betyde, at der går hul på hornhinden, og dermed altså på øjet. Din hund vil holde øjet mere eller mindre lukket, og øjet vil løbe i vand. Du vil kunne se, at der er noget galt. Lad dyrlægen undersøge øjet. Ved denne undersøgelse vil øjet blive farvet med et grønligt stof, der hedder fluorescin. Dette farvestof vil vise præcis, hvor stort og hvor dybt såret på hornhinden er. Og ud fra dette kan dyrlægen så beslutte, hvilken behandling der vil hjælpe dit dyr hurtigst og bedst. Og husk, at selv om det ser ud som om, at smerten bliver mindre, kan det lige så godt være fordi, at såret bliver dybere og dermed farligere.

Grøn stær
Hvis din hund får et "rødt" øje, så er der noget galt. Det kan være tegn på grøn stær, og du skal hurtigst muligt få det røde øje undersøgt, fordi der kan være fare for dyrets syn. Symptomerne er, at øjet bliver meget rødt i den del, der normalt er hvid. Pupillen bliver meget stor, og den trækker sig ikke sammen, når du lyser på den. hunden bliver stille og sover mere end sædvanligt, og hvis du rører ved øjet, gør det sikkert ondt.

Det forhøjede tryk opstår ved, at væsken i øjenkamrene bliver forhindret i at løbe ud. En sådan trykstigning hedder "grøn stær", fordi der sommetider kommer et grønligt skær fra øjet - pupillen er helt åben, og man kan se en refleks fra øjets baggrund. Det er en meget farlig og smertefuld sygdom, og hvis ikke man ret hurtigt får sænket det forhøjede tryk, sker der varige skader på nethinden og på synsnerven.

Regnbuehindebetændelse
En anden sygdom, hvor det hvide i øjet bliver rødt, er regnbuehindebetændelse. Her bliver pupillen lille, og trykket falder inde i øjet fordi de celler, der danner kammervæsken, danner mindre væske end normalt. Det er i langt de fleste tilfælde ikke en betændelse i klassisk forstand med bakterier og med pus. Der er tale om en inflammation - en betændelseslignende proces, der opstår, hvis dit dyr f.eks. får et slag på øjet eller har en eller anden sygdom et andet sted i kroppen. Kræftceller kan også give regnbuehindebetændelse. Disse kræftceller kan enten sidde i øjet selv eller stamme fra kræft i andre dele af kroppen.

Grå stær
Din hund er måske ikke helt ung mere, og når lyset falder på en særlig måde, ser det ud som om øjet har fået et gråligt skær. Det kan være, at det er en almindelig aldersforandring, der ikke generer hundens syn. Men det kan også være, at din hund er ved at få "grå stær". Denne sygdom kan betyde, at din hund kan miste synet, fordi linsen bliver mere og mere grå. Det tilrådes at få øjnene undersøgt af en øjenspecialist eller af en, der har det nødvendige udstyr og den nødvendige erfaring. Det kan komme på tale at operere hunden, hvis synet er i fare.

Hvordan ved jeg, om min hund kan se?

Man skulle umiddelbart tro, at det er ganske let at finde ud af, om hunden kan se. Men faktisk klarer hunden, hvis syn langsomt bliver svagere og svagere, sig overraskende godt i de vante omgivelser. Den vænner sig til at bruge ører og næse som en slags erstatning for synet. Typisk opdager du først, at der er noget galt, når hunden kommer et fremmed sted hen.

Hvis du er i tvivl om dit hunds syn, skal det naturligvis undersøges. Synet er en vigtig sans hos både, og øjnene er komplicerede og sarte. Derfor er det ikke så meget, du selv kan gøre andet end at kontakte en dyrlæge. Det kan være afgørende for dit dyrs syn, at behandlingen fra starten er den rigtige, så lad være med selv at eksperimentere med en eller anden behandling. Lad være med at bruge øjendråber eller anden øjenmedicin, som du eller en anden har fået til en anden. Når du bruger øjendråber eller øjensalve, så lad være med at berøre din hund med tuben eller flasken.
Lad dråben falde ned på øjet.

Er du i tvivl, kan du altid spørge på apoteket eller hos din dyrlæge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar