onsdag den 17. september 2014

Boykot hundehandlerne

Selvfølgelig har de altid været der, hundehandlerne. Men lige nu synes de at have en opblomstring, og det er derfor på sin plads at advare kraftigt imod dem.
Der er to slags. Den ene driver opdræt som en fabrik. Man anskaffer sig et stort antal hunde af salgbare racer og lader dem producere hvalpe, som kan sælges, måske med falske papirer, måske uden, men i hvert fald for gode penge. Hundene, avlsdyrene såvel som hvalpene, går som alle andre dyr i store industrilandbrug. De har ingen kontakt med mennesker, da de jo kun er henholdsvis maskiner og et af maskinerne produceret produkt.
Da folk, som behandler hunde på den måde, ikke kan have meget begreb om dem - endsige følelse for dem - bliver det ofte så som så med både hygiejne og ernæring. Måske er det ikke helt så galt, at politiet har mulighed for at gribe ind (vores lovgivning er langt fra fast nok på dette punkt) men det er ofte lige ved. Og alle hundene har det skidt, fysisk såvel som især psykisk.
Den anden slags opkøber dels overskudsskravlet fra ovennævnte fabrikker, og dels importerer man hvalpe fra udlandet - i øjeblikket især Irland og Ungarn - så langt væk fra, at stamtavler og dyrlægeattester er vanskelige at kontrollere. Man indrykker annoncer i dagbladene om, at man har de og de racer på lager og kan skaffe alt andet, og så håber man på, at kunderne ikke har forstand nok til at gennemskue fidusen. Man sælger blandinger for racerene, man retter lidt i papirerne, så en 7-ugers hvalp bliver en uge ældre og dermed salgbar ifølge loven. Man siger, dyrlægen har været der ikke finder det unaturligt, at hvalpen hoster og er underernæret, og man håber på, at folk vil få medlidenhed med det arme kræ og købe.
Det, det drejer sig om, er cool cash. At det er levende væsener, der er varen, er revnende ligegyldigt. Man kunne lige så godt handle med brugte biler eller spøg og skæmt.
En af virksomhederne tilbyder at skaffe nye hjem til hunde, folk vil af med. Foretagendet omtaler sig som "hundehandel, godkendt og kontrolleret virksomhed", og lover, at man "kan skaffe alle racer og altid har 5-8 racer at vælge imellem". Det lyder lidet betryggende for den, som søger et nyt hjem til en hund, man ikke kan have mere!
Det værste ved den slags firmaer er, at de er meget vanskelige at komme til livs. Når dyrlægen og/eller politiet kommer, er det svært at sætte en finger på nogle lovovertrædelser. Hundene får jo mad, og der kan også være nogenlunde rent, hvor de går. Lidt hoste og andre skavanker kan let overses, når der er så mange dyr. Burhøns og tremmegrise har jo i regelen også de forhold, loven tillader. Der er bare det, at hunde skal have menneske-kontakt, og den får lageret hos hundehandleren intet af. Men det er ikke ulovligt.
Lykkes det endelig at få lukket en hundehandel eller -fabrik, flytter "direktøren" bare sit "firma" et andet sted hen og begynder forfra. Det er nemlig en fed fidus at handle med hunde på den måde. Man kan fx købe en hvalp i Irland for 300 kr. At man hverken der eller noget andet sted kan få en god racehund for den pris, spiller ingen rolle, når man kan sælge den eller dens afkom i Danmark for 3.600 kr. Det er, hvad et af firmaerne nævner som minimumspris.
Hundene transporteres i store lastbiler i bunkevis, ofte under kummerlige forhold, hvad der ikke gør dem sundere ved ankomsten. Men, tænker hundehandleren kynisk, folk synes netop, det er så synd for sådan et usselt, lille kræ, og så køber de.
Der gøres fra flere sider en alvorlig indsats for at stoppe denne utiltalende geschæft. Dansk Kennel Klub arbejder ihærdigt på at komme hundehandlerne og hundefabrikkerne til livs.
Men Dansk Kennel Klub's arbejde tager tid, før det giver resultater. Alle vi andre har derimod et 100% probat middel: at købe vores hunde andre steder.
Man skal aldrig købe en hund - det være sig en racehund eller en god blanding - uden at se det sted, den kommer fra, og man skal aldrig, aldrig - lige meget hvor synd man synes det er - købe en hvalp, hvor forholdene er usle og hundene masseproducerede. Det er godt nok frygteligt synd for de hunde. Men det bliver synd for mange flere, hvis man støtter foretagendet.
Så gør hundehandlernes lagersalg til en dårlig forretning. Boykot dem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar