torsdag den 18. september 2014

Labrador til salg


En Labrador er en dejlig rolig familie hund, den er glad for alle og også børn. Det er ingen vagt hund,
den syntes bare det er dejligt at der kommer nogen den kan snakke med. Labrador hvalpen er en lille saportør, alt skal der bides i. den er lidt længere om at finde ud af at stoppe det end så mange andre hunde racer. Når man lader den alene hjemme, så efterlad den et sted hvor den ikke får skæld ud, hvis noget er gået galt. Giv den noget, den gerne må bide i, for eksembel bidedyr, bideben, gamle sokker der evt. er bundet sammem,og evt. gammel tshirt der lugter af ejeren. Giv den aldrig en aflagt sko, den kan jo ikke forstå at den ikke må bide i alle sko, vi har stående. Hvis man har børn, lad være med at give den en bamse, for den kan ikke nøjes med sin egen bamse, den kan jo ikke kende forskel. Lad være med at købe en dyr kurv, brug en papkasse eller køb en plastik kurv ( ikke fletkurv ).

Ang. Labrador hvalp

Her hos os spiser hvalpen Royal Canin Junior, evt blandet med ris eller pasta. Den spiser det tørt, og skal have rigeligt med vand ved siden af. I dette fodder er der alle de vitaminer og kalk den skal have. Får den menneskemad er der ikke vitaminer nok. Giv hvalpen mad 3 gange daglig. ( endeskiven af et stk. franskbrød, oste skorper, fisk, kylling , et tørt stk rugbrød og leverpostej, kun som guf ).

Legetøj som er hvalpens eget, og noget den ikke kan komme til skade med: Et gammelt viskestykke med knuder på, et par gamle sokker evt. bundet sammen med flere, er dejligt legetøj. Gummidyr er ok, men det skal være de bløde ( tag evt. pive dimsen ud ).

Som kurv en papkasse fra Netto, med et tæppe eller gamelt håndklæde godt. Ikke finere end der må bides i det. Jysk Sengetøj har nogle grå hunde tæpper til ca. 30,-, de er gode at ligge i, de kan også vaskes. Plastik kurve som kan købes hos dyrehandleren er gode, og er næsten ikke til at bide i stykker.


En Labrador er en dejlig familie hund, men den er tit lidt længere om, at lære at man ikke må bide i alt hvad der er inden for rækkevide. Den kan saktens være alene hjemme, men den kan slet ikke administrere at have hele huset til sin rådighed. Sæt dens seng i et rum hvor den må være og det ikke gør så meget hvis den skulle komme til at forgribe sig på et eller andet. Giv den nogle gnaveben, noget legetøj, så den har noget at beskæftige sig med. Giv den aldrig en gammel sko, fordi den kan ikke kende forskæld på de forskellige sko. Er der børn, så ladvære med at give den en bamse, den vil da bare tage børnenes. Når den er alene hjemme skal den være et sted, hvor det ikke gør så meget hvad den har lavet, det er jo ikke rart at få skældud, for nogle ting den ikke helt kan gøre for hver dag, når man kommer hjem. selvfølgelig skal man sætte den på plads.

Labradoren er lærenem og vil også gerne lære. Her hos os må den gerne lege vildt ude, men når den er inde skal den lære at slappe af, og gå roligt inden for. Det er også nemt at lære den, at den ikke må tigge ved bordet, den skal gå over og lægge sig, mens der spises. Er der børn må den lære ikke at tage deres mad ( lidt svært, da det tit er lige i nå højde ).

Mine Labrador er ca. 2 år gamle før de kan få lov til at være i mere og mere af huset, når de er alene. Vi finder hurtigt ud af hvad de ikke kan klare, og vi skal sætte ind over for. Træn og træn den, brug den, gå tur med den og gå evt. til træning med den. Man kan jo også træne den til jagt. Men hvis det kun er en familie hund så træn den til det.

Hvis der er spørgsmål er I velkommen til at ringe, da det er lidt svært for mig at vide hvad hjælp I har brug for. Venlig hilsen Majken Smith.

Ps. at hunden slikker på kalk holdige ting kan være så mange ting. Kalk skulle den få nok af i maden, hvis man køber en god fodder hos dyrlægen eller hos dyrhandleren, lad være med at spare der. Man kan prøve at give den et råt æg et par gange om ugen ( ikke hver dag ), eller noget kalk i pulver dyrhandleren har det. prøv det et stykke tid og stop det igen og se hvad der sker. Men hvalpe især Labrador skal smage på alt. Held og løkke med Jeres hund.

onsdag den 17. september 2014

Brug af viden om genetik i avlsarbejdet


Hvad gør man, når der dukker problemer af genetisk karakter op i en
race?

Først må man finde ud af, hvordan defekten nedarves, hvis det er muligt.

Måske er lidelsens arvelige karakter allerede beskrevet, blot hos en anden race.

Hvis sygdommen er helt ukendt, kræves en del detektivarbejde, før det kan afgøres, om den er arvelig og hvordan den eventuelt nedarves. Det kan være nødvendigt at udsende spørgeskemaer, indsamle oplysninger fra alle kuld, hvor sygdommen forekommer, studere stamtavler og opstille diverse diagrammer.

Det er vigtigt ikke at drage forhastede konklusioner, fordi en bestemt hanhund f.eks. forekommer i mange af de syge hundes stamtavler.

Problemet kan ligge et andet sted, og hvis hannen her været meget brugt, forekommer hen sandsynligvis også i mange raske hundes stamtavler.

Rygter om arvelige sygdomme spredes hurtigt. Det bedste man kan gøre for sin race er, at stille materiale til rådighed for forskere med viden indenfor genetik, så problematikken kan afklares, og eventuelle bekæmpelsesprogrammer iværksættes.

Selektion mod sygdomme med autosomal recessiv nedarvning 

Listen over arvelige sygdomme med recessiv arvegang hos hunde er lang.
Den tæller f.eks:

PRA

Collie eye anomaly

Grå stær (visse typer)

Dværgvækst

Kobber toxicose og mange andre

Som tidligere beskrevet er problemet med recessive lidelser, at man kun i enkelte tilfælde kan diagnosticere bærerne. Bekæmpelsesprogrammer bør derfor tage sigte på følgende:

1. Indfør rutinetestning af alle dyr før avl. I nogle tilfælde må testen gentages f.eks. en gang om året.

2. Offentliggør resultaterne af disse tests

3. Diagnosticering af en syg hund medfører at begge forældre er bærere og derfor bør udelukkes. Hvis den syge hund her nået at få afkom, er de også bærere og bør heller ikke bruges til videre avl.

2/3 af den syge hunds kuldsøskende vil statistisk set være bærere. Da man ikke kan se hvem der er bærere og hvem der er fri, udelukkes søskende ikke rutinemæssigt.

Selektion mod sygdomme med kønsbundet nedarvning (X-bundet) Hæmofili A er den vigtigste kønsbundne sygdom hos hunde, og bruges derfor som eksempel:

1. Indfør rutinetestning af alle dyr i risikogruppen, f.eks. på baggrund af familiære relationer til kendte tilfælde.

2. Offentliggør resultaterne af disse tests.

3. Hvis man, som med Hæmofili A, kan påvise bærerne med en laboratorietest, er det naturligvis forholdsvis nemt at selektere mod sygdommen. Kan man kun påvise den syge -oftest en han - må man rutinemæssigt udelukke dennes moder og eventuelle døtre fra videre avl.
Faderen og eventuelle sønner er ikke bærere af det syge X-kromosom. I de sjældne tilfælde hvor der forekommer en syg tæve, vil den næppe leve længe nok til at få hvalpe. Skulle det alligevel ske, må begge forældre, samt evt. afkom selvfølgelig være bærere (se jpg-filen).

Selektion mod sygdomme med autosomal dominant nedarvning

Dominante sygdomme er nemmere at udrydde, fordi man ikke behøver at bekymre sig om skjulte bærere. Hvis hunden har arvet den dominante allel, vil den altid give sig til kende - dvs. hunden vil blive syg.

Alle dyr der har sygdommen, skal udelukkes fra avl. Hvis dette gøres konsekvent, vil defekten forsvinde.

Dominante defekter kan kun overleve i en population, hvis de optræder så sent i livet, at hunden allerede har været brugt i avlen, eller hvis sygdommen ikke er umiddelbart synlig.

Selektion mod sygdomme med polygen nedarvning 

Fordi disse sygdomme styres af mange gener, er bekæmpelsen et spørgsmål om at fastsætte en grænseværdi. Hvilke fænotyper vil vi acceptere som raske, og hvilke som syge. Skal grænsen for avl med hensyn til HD f.eks. ligge på C2 eller B I - det er et valg.

1. Et troværdigt system til diagnosticering af sygdommen må være tilgængeligt, og alle dyr bør testes før avl.

2. Offentliggør resultatet af disse tests

3. Udeluk de dyr fra avl, der ikke opfylder den fastsatte grænseværdi.

4. Udregn evt. indeks over forventet avlsværdi, på baggrund af resultater hos afkom, forældre eller søskende. Fastsæt ligeledes en grænseværdi for indexet.

(som hovedregel vil individer med værdier over 100 forbedre racens gennemsnit).

Boykot hundehandlerne

Selvfølgelig har de altid været der, hundehandlerne. Men lige nu synes de at have en opblomstring, og det er derfor på sin plads at advare kraftigt imod dem.
Der er to slags. Den ene driver opdræt som en fabrik. Man anskaffer sig et stort antal hunde af salgbare racer og lader dem producere hvalpe, som kan sælges, måske med falske papirer, måske uden, men i hvert fald for gode penge. Hundene, avlsdyrene såvel som hvalpene, går som alle andre dyr i store industrilandbrug. De har ingen kontakt med mennesker, da de jo kun er henholdsvis maskiner og et af maskinerne produceret produkt.
Da folk, som behandler hunde på den måde, ikke kan have meget begreb om dem - endsige følelse for dem - bliver det ofte så som så med både hygiejne og ernæring. Måske er det ikke helt så galt, at politiet har mulighed for at gribe ind (vores lovgivning er langt fra fast nok på dette punkt) men det er ofte lige ved. Og alle hundene har det skidt, fysisk såvel som især psykisk.
Den anden slags opkøber dels overskudsskravlet fra ovennævnte fabrikker, og dels importerer man hvalpe fra udlandet - i øjeblikket især Irland og Ungarn - så langt væk fra, at stamtavler og dyrlægeattester er vanskelige at kontrollere. Man indrykker annoncer i dagbladene om, at man har de og de racer på lager og kan skaffe alt andet, og så håber man på, at kunderne ikke har forstand nok til at gennemskue fidusen. Man sælger blandinger for racerene, man retter lidt i papirerne, så en 7-ugers hvalp bliver en uge ældre og dermed salgbar ifølge loven. Man siger, dyrlægen har været der ikke finder det unaturligt, at hvalpen hoster og er underernæret, og man håber på, at folk vil få medlidenhed med det arme kræ og købe.
Det, det drejer sig om, er cool cash. At det er levende væsener, der er varen, er revnende ligegyldigt. Man kunne lige så godt handle med brugte biler eller spøg og skæmt.
En af virksomhederne tilbyder at skaffe nye hjem til hunde, folk vil af med. Foretagendet omtaler sig som "hundehandel, godkendt og kontrolleret virksomhed", og lover, at man "kan skaffe alle racer og altid har 5-8 racer at vælge imellem". Det lyder lidet betryggende for den, som søger et nyt hjem til en hund, man ikke kan have mere!
Det værste ved den slags firmaer er, at de er meget vanskelige at komme til livs. Når dyrlægen og/eller politiet kommer, er det svært at sætte en finger på nogle lovovertrædelser. Hundene får jo mad, og der kan også være nogenlunde rent, hvor de går. Lidt hoste og andre skavanker kan let overses, når der er så mange dyr. Burhøns og tremmegrise har jo i regelen også de forhold, loven tillader. Der er bare det, at hunde skal have menneske-kontakt, og den får lageret hos hundehandleren intet af. Men det er ikke ulovligt.
Lykkes det endelig at få lukket en hundehandel eller -fabrik, flytter "direktøren" bare sit "firma" et andet sted hen og begynder forfra. Det er nemlig en fed fidus at handle med hunde på den måde. Man kan fx købe en hvalp i Irland for 300 kr. At man hverken der eller noget andet sted kan få en god racehund for den pris, spiller ingen rolle, når man kan sælge den eller dens afkom i Danmark for 3.600 kr. Det er, hvad et af firmaerne nævner som minimumspris.
Hundene transporteres i store lastbiler i bunkevis, ofte under kummerlige forhold, hvad der ikke gør dem sundere ved ankomsten. Men, tænker hundehandleren kynisk, folk synes netop, det er så synd for sådan et usselt, lille kræ, og så køber de.
Der gøres fra flere sider en alvorlig indsats for at stoppe denne utiltalende geschæft. Dansk Kennel Klub arbejder ihærdigt på at komme hundehandlerne og hundefabrikkerne til livs.
Men Dansk Kennel Klub's arbejde tager tid, før det giver resultater. Alle vi andre har derimod et 100% probat middel: at købe vores hunde andre steder.
Man skal aldrig købe en hund - det være sig en racehund eller en god blanding - uden at se det sted, den kommer fra, og man skal aldrig, aldrig - lige meget hvor synd man synes det er - købe en hvalp, hvor forholdene er usle og hundene masseproducerede. Det er godt nok frygteligt synd for de hunde. Men det bliver synd for mange flere, hvis man støtter foretagendet.
Så gør hundehandlernes lagersalg til en dårlig forretning. Boykot dem!

mandag den 15. september 2014

Om Lagotto Romagnolo



Lagottoen er en meget gammel italiensk race, den ældste af alle vandhunderacerne. Den er kendt siden det 16. århundrede i Italien, hvor den blev brugt som apporterende jagthund. Jægerne sejlede ud fra små både med lagottoerne om bord, og når de havde skudt ænderne var det lagottoens arbejde at svømme ud og hente dem hjem. Derfor har racen også sin typiske vandhunde pels, tyk og krøllet som beskyttelse mod vandet. Det ser ud som om at lagottoen allerede på daværende tidspunkt blev brugt til at finde trøfler i de måneder af året, hvor der ikke var jagt.
I sidste halvdel af forrige århundrede blev hele det romerske marskland drænet, så der til sidst ikke var noget vand tilbage og dermed heller ikke nogen ænder.
Man begyndte derfor at videreudvikle lagottoens fænomenale næse til brug for arbejdet med at finde trøfler.
Alle jagtinstinkter blev avlet væk og lagotto Romagnolo endte som vi kender den idag, som den eneste race i verden specialiseret i at finde trøfler.



Begge lagottoens arbejdsområder har krævet en samarbejdsvillig og lydig hund, hvilket tydeligt mærkes idag. Lagottoen er meget nem at arbejde med og holder sig altid til sin fører. Den er ivrig efter at stille dig tilpas og fungerer godt som hobbyhund i de fleste sportsgrene. Vi har trænet lydighed, agility og spor med vores lagottoer, og de elsker det hele. Derudover er de fleste af vores lagottoer stadig vilde med vand, og de elsker at svømme om sommeren. Apportering falder selvfølgelig helt naturligt for, og lagottoen elsker at hente og bringe ting til sin ejer og at bære ting i munden. Det er en blid hund, som aldrig behøver hård hånd eller hævet stemme. Vi behøver kun sige tingene en gang, så forstår vores lagottoer det. De elsker mad, hvilket selvfølgelig også gør dem nemmere i en træningssituation. Alle vores lagottoer kan gå løs og kommer, når vi kalder, det har faktisk aldrig været noget vi behøvede at træne, de holder sig helt naturligt til os og løber aldrig langt væk. Vi har aldrig hørt om en lagotto, der strejfede. Racen er ideel som familiehund, da den netop er nem at opdrage, har en god størrelse og er venlig ved alle mennesker og dyr. Det er ingen supermodig hund så ønsker man sig en vagthund eller lignende skal man lede efter en anden race. Lagottoen er blød og tit lidt forsigtig når den møder nye ting første gang.



Lagottoen er en middelstor hund som skal være næsten kvadratisk bygget. Dette er vigtigt for at få de rette proportioner. Den skal give indtryk af en stærk og spændstig lille kompakt hund med et effektivt skridt og en glad viftende hale. Lagottoen må aldrig virke tung eller lasket eller doven. Den tætkrøllede pels over hele kroppen er med til at give racen sit rustikke udtryk. Lagottoen må aldrig virke opfriseret og kunstig at se på, den skal være en naturlig hund. Hovedet er rundt med mere pels som giver lagottoens karakteristiske udtryk.
Lagottoen er en pelshund, hvilket vil sige, der er en vis pleje at tage i betragtning, men det er ikke meget. Pelsen bør gåes igennem ca en gang om måneden, hvor man fjerner filter, ordner ører og poter, studser pelsen og vasker hunden. En gang om året kan pelsen klippes helt ned.
Lagottoen får først sin rigtige pels ved et-årsalder. Indtil da er pelsen mere blød.
En set fejl i Skandinavien er store tunge lagottoer som er alt for lange i kroppen og helt mister deres typiske udseende. Vi avler efter den italienske type af lagottoer, sådan som vi har lært af italienske opdrættere, at racen skal se ud. Små kompakte hunde med effektive bevægelser, smukke runde hoveder, gladt viftende haler og et aldrig tungt indtryk.



Trods racens høje alder var det først indenfor nyere tid at "hundemennesker" blev opmærksom på den. Indtil da havde trøffelmændene altid avlet deres hunde, men racen var ikke anerkendt. I 1988 blev den italienske lagotto klub stiftet og i 1991 blev racen godkendt af den italienske kennelklub. Senere fulgte FCI trop og først nu i 2005 er racen blevet endeligt godkendt efter en prøveperiode på ti år.
Pga racens store velegnethed som familiehund er den allerede blevet utroligt populær hele verden over. Især Skandinavien har taget racen til sig med et stort hjerte, men også i de fleste andre europæiske lande er det en race som vokser støt i antal. Lagottoen findes i alle former for brun, hvid og orange med og uden pletter. Den må dog aldrig være sort.


Vores arbejde for racen:


Vi så den første lagotto i 1997. Vi faldt pladask for racen og begyndte at undersøge den nærmere. Skuffede blev vi, da vi fandt ud af, at racen slet ikke fandtes i Danmark. Ved nærmere undersøgelse fandt vi ud af, at racen faktisk var meget ny og først var kommet til Skandinavien få år tidligere. Vi overvejede grundigt, om vi turde påtage os ansvaret for en helt ny race og kom frem til at det turde vi. Vi fandt racen så utroligt charmerende, at vi syntes det var synd, der ikke var nogen herhjemme. Derudover havde vi jo allerede en stor erfaring indenfor hunde og avl fra vores anden race som kunne komme os til gode. Efter længere studier fandt vi frem til, hvor vi skulle have vores hvalp og i 1999 blev han født i Italien. Vi valgte at starte med en hanhund, da vi fra begyndelsen ikke havde planer om opdræt, men først ville lære racen at kende og se, om det var noget for os. Efteråret 1999 skrev racen altså historie herhjemme, da vi importerede den første lagotto nogensinde, Cry Out Italian Style. Vi valgte at kalde ham Tumnus. Denne lille herre kom ind i vores liv og tog os med storm, alle vores tvivl blev fejet til side og siden da har lagottoen haft en fast plads i vores hjerter. Tumnus viste sig ikke kun at være en god reklame for racen hjemme hos os, han gjorde også racen ære ved som det første eksemplar i landet at være af utrolig høj eksteriør kvalitet. På sin allerførste udstilling, Dansk kennel klubs internationale udstilling i Hillerød 2000 vandt han Best in show hvalp ud af en kæmpe samling hvalpe! Sikke en debut både for ham, men også for racen i Danmark. Siden gik det slag i slag. Han blev racens første danske champion herhjemme og vandt bedst i racen på næsten alle udstillinger. Nemt nok kan nogen måske mene, da han jo var den eneste, men der var faktisk konkurrence fra Sverige eller andre lande på næsten hver eneste udstilling. Da vi nu var sikre på, at racen var noget for os besluttede vi at importere en tæve også fra Italien. I det tidlige forår 2001 rejste jeg derfor til Italien og kom hjem med Marina som vi kaldte Rina. Desværre viste det sig allerede da Rina var 5 måneder gammel, at hun havde problemer med sine knæ. Vi valgte derfor at lade hende sterelisere og har aldrig brugt hende i avl. I stedet købte vi endnu en tæve, denne gang med vores gode venner, Amira. Amira kom fra Italien sommeren 2001 og var en yndig lille brun lagotto. Nu var de 3 i Danmark. Desværre viste det sig, da Amira blev HD-fotograferet, at hun havde C på den ene hofte og vi brugte derfor heller ikke hende i avl. Netop da det var en helt ny race, var det meget vigtigt for os at starte avlen i Danmark med det bedst mulige materiale. Vi havde derfor kontakt med flere kendte opdrættere i Italien og forsøgte at finde de helt rigtige linier. I år 2002 blev vi tilbudt at købe Matisse. Matisse var Italiens mest vindende lagotto to år i træk, italiensk champion, europavinder mm, var HD fri og havde allerede et kuld i Italien. Vi vidste derfor, hvad hun kunne bidrage med til den danske avl. Vi behøvede ikke et sekunds betænkningstid og sagde straks ja. Det har vi aldrig siden fortrudt. For at få så meget genetisk variation som muligt herhjemme valgte vi at parre Matisse i Italien inden hun kom herop. Resultatet af det blev 7 velskabte hvalpe født sommeren 2002. Nu var Danmarks første lagottokuld en realitet og med Matisse og de tre vi havde i forvejen, var der nu ialt 11 lagottoer i landet. Kuldet skulle senere vise sig at leve op til deres forældre. Den hanhvalp vi beholdt, Lapinlumon Adamante, blev allerede i 2003 kun et år gammel den første danske lagotto der nogensinde vandt gruppe 8 på en dansk kennel klub udstilling. Det skete på Dansk Kennel Klubs udstilling i Rønne 2003. Ydermere blev han den første danskopdrættede lagotto der blev dansk champion og fulgte dermed i Tumnus´ fodspor. Sidst men ikke mindst vandt han det første hanhunde CACIB nogensinde der blev uddelt i 2005 efter racens endelige godkendelse fra FCI. TæveCACIBet gik til hans halvsøster Lapinlumon Cassiopeia, en hvalp fra Matisses andet kuld hos os.

For at få en ny linie til landet købte vi endnu en voksen tæve fra Italien. Ruth var af helt andre linier end dem vi havde i landet allerede og som Matisse var hun også HD-fri og havde allerede haft et kuld i Italien, så vi vidste, hvad hun kunne bidrage til avlen med. Vi fik valget mellem flere forskellige mulige hanhunde og valgte Caio. Caio var på daværende tidspunkt allerede otte år gammel, men han var af de mest berømte lagotto linier i hele Italien. Hans far Pepe er en af de mest kendte lagottoer i Italien. Caio var ligeledes en eminent trøffelhund og det var vigtigt for os at få hunde ind i den danske avl som besad racens oprindelige egenskaber. Udover dette havde han flere certifikater fra udstilling i Italien og var HD fri. Efter en større overtalelse lykkedes det os at få Caios ejer overtalt til at lade ham komme til Danmark sammen med Ruth. Her parrede vi dem, da Ruth kom i løbetid og resultatet blev 6 fine hvalpe født i foråret 2003. Sammen med de to forældre var antallet i Danmark altså nu oppe på 19. I sommeren 2003 havde Matisse sit andet kuld for os med Tumnus som far. Vores store arbejde for racen begyndte nu at bære frugt. Flere andre begyndte at vise interesse for racen eftersom kendskabet blev mere udbredt. Et par hunde blev importeret fra Sverige og senere Italien og i 2004 kom de to næste opdrættere til efter at vi i fem år havde arbejdet alene. Racen vokser langsomt men støt og vi er sikre på den nok skal blive populær jo flere der kommer til at kende den. Vi er glade for og stolte over, at vi er dem, der har introduceret denne race i Danmark. Ikke mindst er vi glade for, at vi har gjort det med så godt resultat. Vi lagde et stort arbejde og mange kræfter i at gøre det godt og rigtigt fra starten. Det har båret frugt. Vores opdræt er blandt de mest vindende lagottoer i Skandinavien og er ubestridt de mest vindende lagottoer i Danmark gennem tiderne. Siden vi introducerede racen i landet har vi sat os på alle milepæle. Som allerede nævnt den første danske champion, første danskopdrættede champion, første gruppevinder, første CACIB både til han og tæve osv selv om konkurrencen er vokset støt hvert år. Vores lagottoer har været dansk kennel klubs racevindere hvert år siden titlen blev indført! Og vores hunde har vundet Københavnsvinder titlen lige så længe som racen har været i landet: 2000, 2001, 2002, 2003 & 2005. Kun i 2004 gik titlen til Sverige, vi boede på daværende tidspunkt i Finland og deltog ikke. Af vores opdræt har indtil nu 11 forskellige hunde vundet certifikat, flere af dem har vundet langt mere. Det må da siges at være godt gået. Mindst lige så vigtigt er det for os, at alle hunde har haft et godt temperament og vinder tilhængere til racen hvor de kommer frem. Ligeledes har de fleste, der er HD fotograferet haft godt resultat. Det store arbejde vi har startet slutter ikke her. Vi glæder os til endnu flere år, hvor vi vil arbejde på at fortsætte hvad vi allerede har startet og forsøge at gøre vores opdræt endnu bedre og udbrede kendskabet til denne dejlige race. Er nogen interesseret i racen eller har nogen spørgsmål, er de altid velkomne til at kontakte os, så skal vi prøve at hjælpe på bedste måde.

fredag den 5. september 2014

Ofte stillede spørgsmål



Hvor stammer racen fra:
Den Tibetanske Matsiff stammer fra bjetgkæden Himalays mellem Tibet og Nepal. Her har den i århundreder været brugt som vagt og vogterhund af nomaderne i Tibet.
Racen er en af de ældste racer man kender til. Tegninger, skrifter og stensætninger kan føre racen tilbage til mindst 3000 F.K.

Jeg bor i lejlighed:
Racen egner sig IKKE til at bo i lejlighed. Den har stor frihedstrang og behov for at lave, hvad den oprindeligt blev brugt til, nemlig at vogte sit hus og sine ejere. Den har behov for at kunne patruljere "sit" territorium i relativ frihed.
Mine hunde har adgang til udendørsarealerne næsten døgnet rundt, (dog ikke om natten)hele året, Om vinteren er døren lukket ud til, (af hensyn til varmen) og da "banker" de pænt på når de gerne vil ind.

Socialisering og træning:
Den tibetanske mastiff kræver tidlig socialisering til både fremmede mennesker, andre dyr og forskellige miljøer.
Netop derfor er det vigtigt at en hvalp fra starten kommer ud og oplever nye ting og møder fremmede mennesker. Hvalpemotivation er sundt og sjovt, for både ejer og hvalp.
Man skal dog ikke købe en TM hvis man har planer om at vil dyrke agility eller ønsker at træne lydighed på et højt plan. En Tm er ikke bygget til agility og er en stor og tung hund. Lydighed kan man godt træne, men man skal huske at tage højde for racens egenrådige sind.

Er de dyre i foder?
En tibetansk mastiff er en stor hund og den spiser, som andre store hunde, en del.


Hvor kan jeg se en tibetansk mastiff?
Du kan tage på udstilliger, tjek Dkk's hjemmeside.
Du kan også kontakte en opdrætter og besøge denne, tjek Molosserklubbens hjemmeside.
Du er altid velkommen til at kontakte os og evt. komme fobi og møde vores hunde.


Hvad hedder racen undt om i verden:
Do-Khyi: Tibetansk
Zang Ao: Kinesisk
Tibetan Mastiff: Engelsk
Do-khyi: Tysk
Tibetaanse Mastiff: Hollandsk
Dogue du Tibet: Fransk
Dogue do Tibet: Portugisisk
Perro Tibetano: Spansk
Molossi del Tibet: Italiensk
Tibetinmastiffi: Finsk
Tibetansk Mastiff: Svensk
Mastify Tybetanski: Polsk
Tibetskà Doga: Tjekkissk

tirsdag den 2. september 2014

West Highland White Terrier


En af de mest populære hunderacer i Danmark er vel nok den lille West Highland White Terrier, der i daglig tale går under navnet »Westien«. Dens ligefremme attitude og lidt »frække« udseende gør, at man ganske enkelt falder for den.
Den taler både til gadedrengen i én selv (– det er nok den strittende hales skyld), og til beskyttertrangen foranlediget af det uskyldsrene blik – uden at jeg dog tror, at den har noget specielt behov for det sidste. Men hvem er den egentlig?

Historie
Hvor usandsynligt det umiddelbart måtte forekomme, er Westien en jagthund! Oprindelig stammer den fra det skotske højland, hvor den anvendes som sådan til jagt af alle former for småvildt sammen med sine »slægtninge« Skotsk Terrier, Carin Terrier og Sky Terrieren. Klimaet i højlandet er råt og koldt, terrænet er meget kuperet og fuldt af klipper, så det man havde brug for var nogle meget hårdføre og udholdende hunde, og det fandt man i de førnævnte.
Racen kom på banen i slutningen af det 19. århundrede, hvor den blev kaldt for en Poltalloch Terrier efter den mand, der havde udviklet den – colonel Edward Donald Malcolm of Poltalloch. På det tidspunkt var farven ikke hvid men holdt i brune og røde nuancer. Hvis der blev født hvide hvalpe, blev de aflivet, for de var nok ikke raske!
Men det fortælles, at colonel Edward Donald Malcolm på en jagt mistede en af sine hunde, angiveligt fordi den blev skudt ved en fejltagelse, da den havde de samme farvenuancer som det vildt, der den pågældende dag blev drevet jagt på. Herefter valgte Malcolm de hvide hvalpe fra, men denne gang ikke til aflivning men derimod til avl, og det skulle være starten på den Westie, vi kender i dag.
Naturligvis er der sket en del ændringer gennem de forløbne 100 år, men det er stadig modellen fra dengang, som beskrives i racestandarden af i dag.
Det skal bemærkes, at kun enkelte Westier i Danmark benyttes til jagt, men flere har dog klaret rævegraven med succes.

Udstilling
Westien havde sin egen klasse for første gang i 1904.
Dengang lagde man meget vægt på, at den havde så meget jagt i sig som overhovedet muligt, hvilket er aftaget ganske væsentligt i dag.
Den er i dag i langt større udstrækning en familiehund og en udstillingshund, end den var tidligere.

Opdragelse
Som alle terrierer har også Westien temperament, og den skal fra den spæde begyndelse have en fast og bestemt opdragelse – absolut ikke noget med slag eller lignende, men en fast og tydelig kommando, så den klart får forståelsen af, hvad den skal og må.
Dens indlæringsevne fejler normalt intet, så med lidt tålmodighed kan man få en særdeles lydig og nem hund i familien.

Daglig pasning
En Westie skal børstes igennem mindst 2-3 gange om ugen, og man skal bruge en børste med stålpigge og en stålkam, men til gengæld må den aldrig komme i bad! Er den blevet godt snavset efter et mudderbad eller blot fra en travetur i skoven, kan den normalt altid børstes ren. Ønsker man at gøre lidt ekstra ud af pelsplejen, findes der »renset kridt«, som kan børstes ind i pelsen som en form for tørshampoo. Få minutter efter redes det ud, og pelsen er bare helt super.
Pelsen vokser så ca. 4-6 gange om året skal den trimmes hos en Westie-trimmer. Vælg en professionel, for en forkert behandling kan give problemer.
Ører, tænder og negle skal – som hos alle andre hunde – også passes, og det vil være en fordel at vænne hunden til et jævnligt eftersyn, hvilket man udmærket godt selv kan foretage, ligesom man selv bør kunne rense tænder på sin egen hund, klippe dens negle og dens ører. Med hensyn til tandrensningen skal jeg for god ordens skyld lige gøre opmærksom på, at jeg blot taler om for - og hjørnetænder; kindtænder lader jeg min dyrlæge klare, hvis der skulle være problemer med disse.

Generelt
Westien er et charmerende bekendtskab, den er fuld af energi, er altid oplagt til løjer, men bestemt også villig til at lære.
Populariteten har gennem en periode efter, hvad jeg har erfaret bevirket, at der har været konstateret en del indavl, hvilket giver usunde hunde med forkerte proportioner, tjavset pels og andre skavanker og skrøbeligheder.
Omend Westien er fuld af krudt, så vil jeg alligevel mene, at det er en hund som især ældre mennesker kan have stor fornøjelse af – godt nok vil den gerne have motion, og et par daglige lufteture slipper man ikke for, men en del af motionen kan opnås gennem leg indendøre. Jeg indrømmer, at det ikke er den optimale løsning, med Westien har også den fordel, at den er nem at have med på besøg eller rejser (indenrigs), idet den let kan transporteres i en håndtaske. Så rigtig god fornøjelse, hvis du ud fra foranstående mener, at en Westie skal være din næste hund.

mandag den 18. august 2014

Zippo

I foråret 2004 beslutte vi, at tiden nu var inde til, at vi skulle se os om efter en ny træningshund der skulle ”afløse” Salina (Dixi). Brugshundearbejde, er jo vores store interesse og Dixi fylder 9 år i maj 2005.

Vi har stadigvæk nogle ambitione,r som vi gerne vil prøve at indfri.

Vi kikkede mange steder. Vi var begge obs. på, at vores nye familiemedlem skulle komme ”udefra”. Vi brugte mange timer og dage på at søge via internettet. Så efter egnede kenneler, vi ville kigge nærmere på.

Vi tog kontakt til en meget god ven i Norge, Rune Johansson, der selv havde købt hunde flere gange i Rusland. Rune kontaktet Olga fra Gloris kennel på vores vegne, hun havde opdrættet mange flotte og dygtige hunde, én af dem, havde vi mødt flere gange på udstillinger her i Danmark. Typen og temperament passet fint til os, en meget smuk hanhund.

I slutningen af vores sommerferie, ringede Rune fra Norge og fortalte, at Olga havde en han hvalp til os. Glæden var stor, nu skulle vi planlægg,e hvordan vi kom til Rusland for at se vores nye familiemedlem. Det ”problem” løste Olga, hun skulle til Bratislava for at udstille hunde i midten august, så der kunne vi jo komme forbi og se på hvalpen!

Jeg havde tidligere forsvoret, at jeg ville udstille i et østland, man hører jo så meget om hunde der forsvinder osv. Men i denne situation var der ikke noget at gøre, af sted til Bratislava.

Torben og jeg blev hurtig enig om, at vi ville udstille Dixi, når nu vi alligevel skulle af sted, så papir, dyrlæge attest, osv. Alt skulle på plads.

Efter megen planlægning og en lang køretur stod vi endelig i Bratislava. Jeg skulle ringe til Olga og fortælle at vi var ankommet. Jeg husker, at jeg rystede vildt på hænderne, da jeg ringede op, mange spørgsmål for rundt i mit hoved. Var Olga nåede ordentligt frem? Havde vores lille hvalp det godt? Alt blev hurtigt besvaret, da Olga tog telefonen.

2 timer efter ankomsten til Bratislava, sad jeg med vores lille nye hvalp. Det var slet ikke til at fatte, jeg må indrømme, at jeg blev blød om hjertet, da jeg sad med ham. Han var alle anstrengelserne værd.

Det havde taget Olga 40 timer at køre turen fra Moscow til Bratislava. Zippo havde selskab af en tævehvalp der skulle til Sverige, den havde vi lovet at bringe med til Danmark.

Dixi var på vores hotelværelse, da vi var kørt ud for at møde Olga, så hun viste ikke, hvad der var i vente da vi kom tilbage. Torben gik ind og hilse på Dixi og da det var overstået, så skulle spændingen udløses. Hvad ville Dixi sige til at skulle have en ”lillebror”??

Vi satte Zippo ned på gulvet og afventede, øjnene på Dixi var lige ved at falde ud, hun så op på Torben med en stor ”taleboble” ovenover hovedet : Far, han går igen ik???…….

Nu blev Torben brugt som spring bug. Dixi ville ikke have,at Zippo rørte ved hende.nææ tak, vi grinede, men Dixi var sød ved ham, især hvis Zippo holde sig på afstand.

Lørdag udstillet vi Dixi med et flot resultat (det kan læses i menuen for: Salina.)

Søndag morgen skulle vi hjem til Danmark. Så det var tidlig op for at lufte hunde og pakke bilen. Zippo lå på hotelsengen og så på, at vi løb frem og tilbage, for at blive færdig, endnu en luftetur, tilbud om vand, også af sted.

2 hvalpe i samme bur, tævehvalpen var nogle mdr. ældre end Zippo, så der var ikke så meget plads og slet ikke til at lege, og det fandt de hurtigt ud af, de to små. Dixi havde sit eget bur, og det skulle hun nok huske at fortælle de små, når de larmede op i buret.

Turen hjem til Danmark gik problemløst, bortset fra at vi havde 3 hunde med i bilen, så var der ro  det meste af tiden.

Vi ankom til Danmark mandag eftermiddag, nu skulle vi så aflevere tævehvalpen, lufte hunde og foder hvalp og så i seng for at få en tiltrængt nattesøvn. Pu-ha vi var trætte, 4 dage på tur, ti timers søvn, vi var grydeklare alle sammen til at se dyner.

Tak til Rune for din meget store hjælp med at finde en så pragtfuld hvalp til os, vi er dig evigt taknemlige.

Thank you Olga for helping us, to get this wonderfuld dog.