torsdag den 19. januar 2017

Værd at vide, når hunden har smerter

Sådan vurderer du hundens smerter
Smerter du selv kan behandle
Dyrlægens behandling

Læs om hundens smerter og om hvornår, det er nødvendigt at søge dyrlæge. Og om i hvilke smerter, du selv kan klare.

Det er forkert at tro, at dyr opfatter smerter anderledes end mennesker. Men der kan naturligvis være individuelle forskelle, ligesom man ser det hos mennesker. Smerter er både for mennesker og dyr noget ubehageligt. Smerter er noget, man kan mærke, men det har også noget med fornemmelser at gøre. Fremfor alt er det kun noget, der kan forklares af den, som oplever smerterne.

Smerter er en meget kompliceret proces, som har elementer fra nervesystemet, men der er også elementer af erfaring. Dette gør sig især gældende, når man tænker på reaktionen på smerter og forventningen til smerter. På den måde er der heller ikke forskel på dyr og mennesker. Hvis man dag efter dag tilføjer dyr smerter, f.eks. ved at give indsprøjtning, så betyder dyrets erfaring, at reaktionerne bliver voldsommere og voldsommere.

Manglende erfaringer med smerter gør omvendt, at børn eller unge dyr kan have vanskeligt ved at give korrekt udtryk for smerter. Du skal tænke på dette, hvis du har en hundehvalp, som endnu ikke har lært at give udtryk for sin smerte.

Sådan vurderer du hundens smerter 
Det er meget vanskeligt at vurdere, hvor stærke smerter en hund har eller måske kan forventes at få. Der findes ingen målemetoder til vurdering af smerter, og vurderingen er derfor afhængig af, at du kender hunden og dens reaktioner på smerter, Mundimascota.ch.

Vær opmærksom på, at hunde fortsat vil logre med halen som svar på kommandoer eller berøring, selvom de har moderate til svære smerter. Derfor må logren ikke opfattes som en smertefri situation. I tilgift til de omtalte smertetegn vil nogle hanhunde få penisfremfald.

Smerter kan vurderes efter en smerteskala med 10 trin, der tager hensyn til dyrets reaktioner og andre udtryk.

0 - Overhovedet ingen smerter
Hunden løber, leger, spiser, hopper. Sidder og går normalt. Sover godt og drømmer. Den giver dig normal, kærligt respons. Pulsen er normal, men kan være forhøjet på grund af ophidselse. Hunden passer sin pels, når den ikke har smerter. Appetitten er normal. Hvis den opfører sig forskelligt fra dette, kan det skyldes optagethed eller nervøsitet - f.eks. fordi den er på hospital.

1 - Sandsynligvis ingen smerter
Hunden ser ud til at være normal, men bedømmelsen er ikke så ren i kanten som ovenfor . Pulsen bør være normal eller let forhøjet, hvis den er ophidset.

2 - Let ubehag
Hunden spiser og sover, men drømmer måske ikke. Den halter måske let eller modsætter sig, at man rører et operationssår. Men den udviser ikke andre tegn på ubehag og er ikke nedtrykt. Vejrtrækningen kan være lidt hurtigere, pulsen kan være forhøjet. Hunden vil oftest stadig logre.

3 - Lettere smerter
Hunden halter eller beskytter sår. Bugen kan være let opknebet, hvis den har smerter i maven. Hunden ser lidt nedtrykt ud og kan ikke finde hvile. Den ryster eller sitrer måske og ser ud til at være interesseret i føde. Men den spiser kun lidt og kræsent. Der kan være tale om en udvikling fra 2. trin, så den forandrer sig fra at være tilpas til at blive urolig - som hvis en smertebehandling holder op med at virke. Vejrtrækningen kan være forøget og lidt overfladisk, og pulsen kan være forøget eller normal. Hunde kan logre, selv når de har smerter, og er det er derfor ikke udtryk for, at hunden er tilpas.
SKAL HAVE SMERTEBEHANDLING.

4 - Lette til moderate smerter
Hunden modsætter sig, at du berører det sted, der gør ondt. Bugen er øm eller spændt, og den går udstrakt på alle fire ben. Den kigger efter eller slikker og sutter på det smertefulde område. Hunden sidder eller ligger på maven og ruller sig ikke afslappet sammen. Den bliver måske liggende uden at bevæge sig i adskillige timer, da bevægelse udløser smerter. Den sitrer eller ryster måske. Den kan være interesseret i føde - begynder måske at spise, men stopper efter et par bidder. Vejrtrækningen kan være forøget og overfladisk. Pulsen er forøget eller normal. Pupillerne er muligvis store og åbne. Hunden småpiber eventuelt, den rejser sig langsomt, halen hænger. Den lægger ikke vægten på det ben, der gør ondt, eller støtter kun på tåen. Dyret kan være noget nedtrykt.
SKAL HAVE SMERTEBEHANDLING, og der bør søges dyrlæge

5 - Moderate smerter
Tilstanden er forværret i forhold til stadium 4. Hunden er utilbøjelig til bevæge sig, den er nedstemt, spiser ikke og vil evt. bide efter dig, hvis du nærmer dig det smertefulde område. Hunden vil muligvis sitre, ryste med hovedet og skrige, hvis man forsøger at flytte den eller blot nærmer sig. Den beskytter tydeligt bugen, hvis smerterne stammer herfra, eller den bærer ikke vægt på det syge ben. ørene kan være trukket tilbage, puls og vejrtrækning forhøjet og pupillerne åbne. Hunden er uinteresseret i føde, vil ligge, men sover ikke rigtigt, eller står i bedestilling, hvis den har bugsmerter.
SKAL HAVE SMERTEBEHANDLING, og der SKAL søges dyrlæge

De følgende skalatrin drejer sig kun om dyr, der skal være i intensiv dyrlægebehandling:

6 - SOM 5, men
Hunden kan hyle eller skrige uden grund, eller hvis den forsøger at bevæge sig. Pulsen er forhøjet. Vejrtrækningen kan være forhøjet og overfladisk. Pupillerne kan være åbne.
SKAL HAVE KRAFTIG SMERTEBEHANDLING af dyrlægen

7 - Moderate til stærke smerter
Hunden har samme symptomer som på stadierne 5 og 6, men er meget nedstemt og uinteresseret i omgivelserne. Den tisser og har diarré og gør ikke forsøg på at flytte sig. Den vil skrige, hvis den flyttes, og den piber spontant eller kontinuerligt. En gang imellem er den tavs. Puls og vejrtrækning er forhøjet, blodtrykket kan være forhøjet, og pupillerne kan være helt åbne.
Kræver MEGET EFFEKTIV SMERTEBEHANDLING, dyrlægebehandling under indlæggelse

8 - Svære smerter
Symptomer som 7, men hundens skrigen og hylen er mere fremtrædende, og den er så optaget af smerten, at den ikke bemærker andres tilstedeværelse. Den kan også traske hvileløst rundt. Ved traumatisk eller neurologisk smerte vil hunden måske skrige, når man nærmer sig. Den har høj hjertefrekvens med øget vejrtrækning og brug af bugmusklerne. Blodtrykket er forhøjet.
HØJE DOSER SMERTEMEDICIN, intensiv dyrlægebehandling

9 - Svære til uudholdelige smerter
Hunden reagerer som på stadium 8, men den er samtidig unormalt følsom. Den sitrer ufrivilligt, hvis man rører den del af kroppen, der er tæt ved skadestedet. Den har neurologiske smerter (klemt nerve, eller betændelse omkring nerven) eller svær betændelse ethvert sted. Behandles med høje doser morfin eller fentanyl.
DET KAN VÆRE UMULIGT AT KONROLLERE SMERTEN, og hunden skal muligvis bedøves, mens årsagen til smerterne findes og fjernes Disse smerter kan være dødelige og kræver intensiv dyrlægebehandling

10 - Uudholdelige smerter
Hunden reagerer som på stadium 9, men den skriger gennemtrængende eller er næsten i coma. Den er unaturligt følsom for berøring, og smerte udløses uanset, hvor du rører hunden. Hele kroppen ryster. Selv meget høje doser morfinpræparater lindrer ikke denne smerte. Patienten skal bedøves, mens årsagen findes og fjernes.
DET KAN VÆRE UMULIGT AT KONTROLLERE SMERTEN. Disse smerter kan være dødelige og kræver akut, intensiv behandling,

Sådan behandles smerter 

Der findes en lang række muligheder for at behandle smerter hos dyr. Det er langt lettere at behandle smerter hos dyr, før de opstår, end når de er opstået. Når et dyr f.eks. bliver opereret, får det normalt både smertebehandling før, under og efter operationer, så det på den måde holdes så smertefri som muligt.

I andre sammenhænge, f.eks. hvis en ældre hund skal på jagt, kan det være af stor værdi at give et smertestillende midler, så dyret ikke får ømme muskler og led.

Smerter du selv kan behandle
Du bør kun selv behandle dyret, hvis du er nogenlunde sikker på, hvad det er du behandler. Du kan uden at spørge en dyrlæge til råds behandle:

· Smerter efter slag
· Smerter efter forvridning
· Smerter efter overanstrengelse
· Smerter i forbindelse med infektioner (se efter feber og husk, at smertemidlerne virker febernedsættende)

I disse tilfælde kan du anvende følgende præparater, som også bruges til mennesker:

· Acetylsalicylsyre (Kodimagnyl®)
Dosering: 15 mg/kg legemsvægt 2 - 3 x daglig

· Ibuprofen
Dosering: 1 mg/kg legemsvægt 3 x daglig

Det hjælper ikke at overdosere, da det kun forværrer eventuelle bivirkninger.

Du skal ikke give hunden Paracetamol (Panodil® o. a.) eller Naproxen, da der er risiko for forgiftning, idet dyr omsætter og udskiller stofferne langsomt. Har du eventuelle receptpligtige smertemidler i hjemmet, må du ikke give dem til hunden uden samråd med dyrlægen. Der findes adskillige velegnede smertemidler til dyr, men de er alle receptpligtige.

Dyrlægens behandling 
Alle smerter, der skønnes at være stærkere end trin 3 på smerteskalaen, skal behandles af en dyrlæge. Med sit kendskab til smertestillende medicin har dyrlægen mulighed for at dosere medicinen korrekt og ofte i en kombination af forskellige typer smertemidler, så bivirkningerne bliver så få som muligt. Under indlæggelse på dyreklinik eller dyrehospital har dyrlægen og veterinærsygeplejerskerne desuden mulighed for at anvende forskellige mere avancerede teknikker. Det kan være kontinuerlig indsprøjtning, plasterbehandling eller rygmarvsbehandling.

Når hunden sendes hjem, udskriver dyrlægen ofte en recept på et smertestillende middel. Der findes adskillige velegnede smertemidler til dyr, men de er alle receptpligtige.

Værd at vide om ørelidelser hos hunde

Om de ørelidelser, din hund kan komme ud for, og om hvad du selv kan gøre.

Øret består af tre dele:
· Det ydre øre - ørelap og øregangen ned til trommehinden
· Mellemøret
· Det indre øre

Ørelappen og øregangen er beklædt med hud, som resten af kroppen. I forbindelse med hudsygdomme er det kun det ydre øre, som er interessant. Hudsygdomme, som ses på kroppen, kan også ses i ørerne. Således har hunde med allergi ofte øregangseksem. Man kan endda se allergiske hunde, som kun reagerer med eksem i ørerne.

Har hunden smerter i øregangen, vil den reagere med ømhed, hvis du masserer øregangen (den trækker hovedet bort fra hånden). Har hunden kløe i øregangen, vil den reagere med "velvære", når du masserer øregangen (den læner hovedet mod hånden).

Infektioner
Man kan se infektioner i ørerne med parasitter, svampe eller bakterier. øregangs-betændelse kan også skyldes øremider, som især er et problem hos hvalpe. Man kan se fremmedlegemer, for eksempel græsavner, i ørerne.

Den hyppigste årsag til øregangsbetændelse hos hunde er allergi, allergi med gær-svampe- eller bakterieinfektion. Dannes der pus ved øregangsinfektion, skal behandlingen indledes med undersøgelse og oprensning. Hunden skal bedøves. Når der er pus i øregangen, virker antibiotika i øredråberne ikke.

Hunde med skab vil for det meste starte med at klø sig ved ørerne og få skorper på ørelappens yderside langs den bageste rand.

Ørevoks
Hunde, som danner meget ørevoks, bør regelmæssigt (ugentligt) have renset ører med et velegnet ørerensemiddel som for eksempel EpiOtic ®.

Blodøre (Othæmatom)
Blodøre er en ansamling af væske i ørelappen mellem brusk og hud. Vædsken er ofte blandet med blod, men kan variere i udseende fra
· helt vandklar
· gullig
· vandig blandet med blod
· rent blodig.

Der er forskellige teorier om, hvordan et blodøre opstår. Men i de fleste tilfælde er der tale om en form for allergisk reaktion. Et blodøre opstår pludseligt, og man kan se en spændt, vædskefyldt hævelse på ørelappen. Ofte er huden hævet over hævelsen. Afhængigt af, hvor spændt hævelsen er, kan der være ømhed.

Golden retrievere og schæfere over 6 år får oftest blodøre.

Blodøre behandles med operation.

Information om hunde og hundehold i Danmark

Klare, blanke og åbne øjne uden udflåd og tegn på smerte. Sådan skal hundens øjne se ud for at være normale.

Du kan måske se en lille smule gråligt udflåd i de inderste øjenkroge, specielt om morgenen. Men du må ikke få det indtryk, at øjnene løber i vand, for så er der et eller andet galt. Det er enten fordi, din hund/kat danner for mange tårer, eller at tårerne ikke løber den rigtige vej gennem tårekanalerne.

Når du om morgenen renser hunden øjne for den lille smule gråligt udflåd, som vi tit kalder "søvn", så må det ikke gøre ondt på din kat/hund. Også det vil være et tegn på, at et eller andet er galt.

Øjet er beskyttet af de knogler, der danner øjenhulen. Den er ligesom tårefilmen og øjenlågene en del af den naturlige beskyttelse. Hos hunden er der en lille muskel, som kan trække øjeæblet tilbage i øjenhulen, hvis det gør ondt. Kommer et eller andet hen mod øjet, så lukker øjenlågene i per refleks. Samtidig trækker den lille muskel øjeæblet tilbage i øjenhulen.

Din hund har tre øjenlåg: Et øverste og et nederste, lige som du selv har, men derudover et tredje øjenlåg, der sidder i den inderste øjenvinkel. Når øjeæblet trækkes tilbage i øjenhulen, så kører det tredje øjenlåg (blinkhinden) hen foran hornhinden - næsten som et viskerblad på en bil. På den måde kan øjet selv skubbe uønskede ting væk fra øjet.

Sygdomme i øjet

Betændelse i øjenlågskirtler
I øjenlågene sidder omkring 30 små kirtler. Der kommer tit betændelse i disse kirtler, så de hæver og bliver lidt ømme. Hvis der kun er ganske lidt irritation, kan du bruge apotekets øjenbadevand. I løbet af få dage skal det være bedre, ellers skal der mere behandling til, og så må du til dyrlæge.

Hvis din hund er ved at blive ældre, så se efter, om der skulle sidde vorter på øjenlågskanterne.
Sådanne vorter kan irritere øjnene og somme tider gøre, at der direkte kommer et sår på hornhinden.
Så hvis du ser sådanne vorter, skal du sammen med din dyrlæge overveje, om de skal fjernes eller ej.

Krængende øjenlåg
Øjenlågenes indersider er glatte og fine, så de kan køre hen over hornhinden uden at irritere.
Men specielt det nederste øjenlåg kan krænge lidt indad. På den måde kører der hår op og ned af hornhinden, hver gang hunden blinker. (Du ved selv, hvor generende det kan være, hvis du har et hår i øjet.) øjet vil løbe i vand, og der kommer måske også pus. En sådan indadkrængning kan kun helbredes ved en lille operation.

Hunde kan have udadkrængning af de nederste øjenlåg. Så kan man se mere af det røde i øjet end ellers, men dyret er ikke så generet af denne tilstand som af indadkrængning. Det kan evt. rettes ved en lille operation.

Hårirritation af hornhinden
Hår, der vokser forkert, og derfor kommer ind på hornhinden, kan give megen irritation i øjnene.
Enkelte gange vokser der et lille stift hår direkte ind mod hornhinden. Den slags hår generer øjet så meget, at øjet lukkes mere eller mindre, fordi det gør ondt.

Betændelse i bindehinden
Mellem øjenlågene og øjeæblet sidder bindehinden (den vi normalt kalder for "det røde i øjet") .
Bindehinden er en slimhinde, og da den hele tiden er i kontakt med luften, kommer der ofte betændelse i den. Symptomerne er et gulligt eller grønligt udflåd fra det ene eller fra begge øjne.
Hvis hunden ikke er særligt generet af dette udflåd, kan du prøve et i par dage at rense øjnene flere gange om dagen med apotekets Natriumklorid øjenbadevand. Hjælper det ikke i løbet af 2-3 dage, så skal der kraftigere midler til, som du får på recept fra din dyrlæge.

Hvis din hund går og kniber øjet sammen, så skal du ikke selv begynde behandlingen, men lade din dyrlæge undersøge, hvad forklaringen er.

Allergiske hornhindesygdomme
Hornhinden er den gennemsigtige del af øjenæblet - den del, som peger fremad. Der findes forskellige former for allergiske hornhindesygdomme, som kan medføre blindhed, hvis de ikke behandles. Så hvis din hunds/kats hornhinder ikke mere er glatte og blanke at se på, er det tegn på sygdom, der skal undersøges og behandles.

Sår på hornhinden
Der er ingen blodkar i hornhinden, så heling af sår på hornhinden er tit lidt vanskeligere end andre steder på kroppen. Den hyppigste hornhindesygdom er netop sår. De kan være overfladiske og gøre meget ondt, eller de kan være dybe og gøre lidt mindre ondt. Forklaringen på det er, at langt de fleste følenerver sidder i den yderste tredjedel af hornhinden, der er det mest følsomme område i kroppen.

Den normale hornhinde er cirka 0,6 mm tyk på midten, så et sår kan forholdsvis let betyde, at der går hul på hornhinden, og dermed altså på øjet. Din hund vil holde øjet mere eller mindre lukket, og øjet vil løbe i vand. Du vil kunne se, at der er noget galt. Lad dyrlægen undersøge øjet. Ved denne undersøgelse vil øjet blive farvet med et grønligt stof, der hedder fluorescin. Dette farvestof vil vise præcis, hvor stort og hvor dybt såret på hornhinden er. Og ud fra dette kan dyrlægen så beslutte, hvilken behandling der vil hjælpe dit dyr hurtigst og bedst. Og husk, at selv om det ser ud som om, at smerten bliver mindre, kan det lige så godt være fordi, at såret bliver dybere og dermed farligere.

Grøn stær
Hvis din hund får et "rødt" øje, så er der noget galt. Det kan være tegn på grøn stær, og du skal hurtigst muligt få det røde øje undersøgt, fordi der kan være fare for dyrets syn. Symptomerne er, at øjet bliver meget rødt i den del, der normalt er hvid. Pupillen bliver meget stor, og den trækker sig ikke sammen, når du lyser på den. hunden bliver stille og sover mere end sædvanligt, og hvis du rører ved øjet, gør det sikkert ondt.

Det forhøjede tryk opstår ved, at væsken i øjenkamrene bliver forhindret i at løbe ud. En sådan trykstigning hedder "grøn stær", fordi der sommetider kommer et grønligt skær fra øjet - pupillen er helt åben, og man kan se en refleks fra øjets baggrund. Det er en meget farlig og smertefuld sygdom, og hvis ikke man ret hurtigt får sænket det forhøjede tryk, sker der varige skader på nethinden og på synsnerven.

Regnbuehindebetændelse
En anden sygdom, hvor det hvide i øjet bliver rødt, er regnbuehindebetændelse. Her bliver pupillen lille, og trykket falder inde i øjet fordi de celler, der danner kammervæsken, danner mindre væske end normalt. Det er i langt de fleste tilfælde ikke en betændelse i klassisk forstand med bakterier og med pus. Der er tale om en inflammation - en betændelseslignende proces, der opstår, hvis dit dyr f.eks. får et slag på øjet eller har en eller anden sygdom et andet sted i kroppen. Kræftceller kan også give regnbuehindebetændelse. Disse kræftceller kan enten sidde i øjet selv eller stamme fra kræft i andre dele af kroppen.

Grå stær
Din hund er måske ikke helt ung mere, og når lyset falder på en særlig måde, ser det ud som om øjet har fået et gråligt skær. Det kan være, at det er en almindelig aldersforandring, der ikke generer hundens syn. Men det kan også være, at din hund er ved at få "grå stær". Denne sygdom kan betyde, at din hund kan miste synet, fordi linsen bliver mere og mere grå. Det tilrådes at få øjnene undersøgt af en øjenspecialist eller af en, der har det nødvendige udstyr og den nødvendige erfaring. Det kan komme på tale at operere hunden, hvis synet er i fare.

Hvordan ved jeg, om min hund kan se?

Man skulle umiddelbart tro, at det er ganske let at finde ud af, om hunden kan se. Men faktisk klarer hunden, hvis syn langsomt bliver svagere og svagere, sig overraskende godt i de vante omgivelser. Den vænner sig til at bruge ører og næse som en slags erstatning for synet. Typisk opdager du først, at der er noget galt, når hunden kommer et fremmed sted hen.

Hvis du er i tvivl om dit hunds syn, skal det naturligvis undersøges. Synet er en vigtig sans hos både, og øjnene er komplicerede og sarte. Derfor er det ikke så meget, du selv kan gøre andet end at kontakte en dyrlæge. Det kan være afgørende for dit dyrs syn, at behandlingen fra starten er den rigtige, så lad være med selv at eksperimentere med en eller anden behandling. Lad være med at bruge øjendråber eller anden øjenmedicin, som du eller en anden har fået til en anden. Når du bruger øjendråber eller øjensalve, så lad være med at berøre din hund med tuben eller flasken.
Lad dråben falde ned på øjet.

Er du i tvivl, kan du altid spørge på apoteket eller hos din dyrlæge.

torsdag den 18. september 2014

Labrador til salg


En Labrador er en dejlig rolig familie hund, den er glad for alle og også børn. Det er ingen vagt hund,
den syntes bare det er dejligt at der kommer nogen den kan snakke med. Labrador hvalpen er en lille saportør, alt skal der bides i. den er lidt længere om at finde ud af at stoppe det end så mange andre hunde racer. Når man lader den alene hjemme, så efterlad den et sted hvor den ikke får skæld ud, hvis noget er gået galt. Giv den noget, den gerne må bide i, for eksembel bidedyr, bideben, gamle sokker der evt. er bundet sammem,og evt. gammel tshirt der lugter af ejeren. Giv den aldrig en aflagt sko, den kan jo ikke forstå at den ikke må bide i alle sko, vi har stående. Hvis man har børn, lad være med at give den en bamse, for den kan ikke nøjes med sin egen bamse, den kan jo ikke kende forskel. Lad være med at købe en dyr kurv, brug en papkasse eller køb en plastik kurv ( ikke fletkurv ).

Ang. Labrador hvalp

Her hos os spiser hvalpen Royal Canin Junior, evt blandet med ris eller pasta. Den spiser det tørt, og skal have rigeligt med vand ved siden af. I dette fodder er der alle de vitaminer og kalk den skal have. Får den menneskemad er der ikke vitaminer nok. Giv hvalpen mad 3 gange daglig. ( endeskiven af et stk. franskbrød, oste skorper, fisk, kylling , et tørt stk rugbrød og leverpostej, kun som guf ).

Legetøj som er hvalpens eget, og noget den ikke kan komme til skade med: Et gammelt viskestykke med knuder på, et par gamle sokker evt. bundet sammen med flere, er dejligt legetøj. Gummidyr er ok, men det skal være de bløde ( tag evt. pive dimsen ud ).

Som kurv en papkasse fra Netto, med et tæppe eller gamelt håndklæde godt. Ikke finere end der må bides i det. Jysk Sengetøj har nogle grå hunde tæpper til ca. 30,-, de er gode at ligge i, de kan også vaskes. Plastik kurve som kan købes hos dyrehandleren er gode, og er næsten ikke til at bide i stykker.


En Labrador er en dejlig familie hund, men den er tit lidt længere om, at lære at man ikke må bide i alt hvad der er inden for rækkevide. Den kan saktens være alene hjemme, men den kan slet ikke administrere at have hele huset til sin rådighed. Sæt dens seng i et rum hvor den må være og det ikke gør så meget hvis den skulle komme til at forgribe sig på et eller andet. Giv den nogle gnaveben, noget legetøj, så den har noget at beskæftige sig med. Giv den aldrig en gammel sko, fordi den kan ikke kende forskæld på de forskellige sko. Er der børn, så ladvære med at give den en bamse, den vil da bare tage børnenes. Når den er alene hjemme skal den være et sted, hvor det ikke gør så meget hvad den har lavet, det er jo ikke rart at få skældud, for nogle ting den ikke helt kan gøre for hver dag, når man kommer hjem. selvfølgelig skal man sætte den på plads.

Labradoren er lærenem og vil også gerne lære. Her hos os må den gerne lege vildt ude, men når den er inde skal den lære at slappe af, og gå roligt inden for. Det er også nemt at lære den, at den ikke må tigge ved bordet, den skal gå over og lægge sig, mens der spises. Er der børn må den lære ikke at tage deres mad ( lidt svært, da det tit er lige i nå højde ).

Mine Labrador er ca. 2 år gamle før de kan få lov til at være i mere og mere af huset, når de er alene. Vi finder hurtigt ud af hvad de ikke kan klare, og vi skal sætte ind over for. Træn og træn den, brug den, gå tur med den og gå evt. til træning med den. Man kan jo også træne den til jagt. Men hvis det kun er en familie hund så træn den til det.

Hvis der er spørgsmål er I velkommen til at ringe, da det er lidt svært for mig at vide hvad hjælp I har brug for. Venlig hilsen Majken Smith.

Ps. at hunden slikker på kalk holdige ting kan være så mange ting. Kalk skulle den få nok af i maden, hvis man køber en god fodder hos dyrlægen eller hos dyrhandleren, lad være med at spare der. Man kan prøve at give den et råt æg et par gange om ugen ( ikke hver dag ), eller noget kalk i pulver dyrhandleren har det. prøv det et stykke tid og stop det igen og se hvad der sker. Men hvalpe især Labrador skal smage på alt. Held og løkke med Jeres hund.

onsdag den 17. september 2014

Brug af viden om genetik i avlsarbejdet


Hvad gør man, når der dukker problemer af genetisk karakter op i en
race?

Først må man finde ud af, hvordan defekten nedarves, hvis det er muligt.

Måske er lidelsens arvelige karakter allerede beskrevet, blot hos en anden race.

Hvis sygdommen er helt ukendt, kræves en del detektivarbejde, før det kan afgøres, om den er arvelig og hvordan den eventuelt nedarves. Det kan være nødvendigt at udsende spørgeskemaer, indsamle oplysninger fra alle kuld, hvor sygdommen forekommer, studere stamtavler og opstille diverse diagrammer.

Det er vigtigt ikke at drage forhastede konklusioner, fordi en bestemt hanhund f.eks. forekommer i mange af de syge hundes stamtavler.

Problemet kan ligge et andet sted, og hvis hannen her været meget brugt, forekommer hen sandsynligvis også i mange raske hundes stamtavler.

Rygter om arvelige sygdomme spredes hurtigt. Det bedste man kan gøre for sin race er, at stille materiale til rådighed for forskere med viden indenfor genetik, så problematikken kan afklares, og eventuelle bekæmpelsesprogrammer iværksættes.

Selektion mod sygdomme med autosomal recessiv nedarvning 

Listen over arvelige sygdomme med recessiv arvegang hos hunde er lang.
Den tæller f.eks:

PRA

Collie eye anomaly

Grå stær (visse typer)

Dværgvækst

Kobber toxicose og mange andre

Som tidligere beskrevet er problemet med recessive lidelser, at man kun i enkelte tilfælde kan diagnosticere bærerne. Bekæmpelsesprogrammer bør derfor tage sigte på følgende:

1. Indfør rutinetestning af alle dyr før avl. I nogle tilfælde må testen gentages f.eks. en gang om året.

2. Offentliggør resultaterne af disse tests

3. Diagnosticering af en syg hund medfører at begge forældre er bærere og derfor bør udelukkes. Hvis den syge hund her nået at få afkom, er de også bærere og bør heller ikke bruges til videre avl.

2/3 af den syge hunds kuldsøskende vil statistisk set være bærere. Da man ikke kan se hvem der er bærere og hvem der er fri, udelukkes søskende ikke rutinemæssigt.

Selektion mod sygdomme med kønsbundet nedarvning (X-bundet) Hæmofili A er den vigtigste kønsbundne sygdom hos hunde, og bruges derfor som eksempel:

1. Indfør rutinetestning af alle dyr i risikogruppen, f.eks. på baggrund af familiære relationer til kendte tilfælde.

2. Offentliggør resultaterne af disse tests.

3. Hvis man, som med Hæmofili A, kan påvise bærerne med en laboratorietest, er det naturligvis forholdsvis nemt at selektere mod sygdommen. Kan man kun påvise den syge -oftest en han - må man rutinemæssigt udelukke dennes moder og eventuelle døtre fra videre avl.
Faderen og eventuelle sønner er ikke bærere af det syge X-kromosom. I de sjældne tilfælde hvor der forekommer en syg tæve, vil den næppe leve længe nok til at få hvalpe. Skulle det alligevel ske, må begge forældre, samt evt. afkom selvfølgelig være bærere (se jpg-filen).

Selektion mod sygdomme med autosomal dominant nedarvning

Dominante sygdomme er nemmere at udrydde, fordi man ikke behøver at bekymre sig om skjulte bærere. Hvis hunden har arvet den dominante allel, vil den altid give sig til kende - dvs. hunden vil blive syg.

Alle dyr der har sygdommen, skal udelukkes fra avl. Hvis dette gøres konsekvent, vil defekten forsvinde.

Dominante defekter kan kun overleve i en population, hvis de optræder så sent i livet, at hunden allerede har været brugt i avlen, eller hvis sygdommen ikke er umiddelbart synlig.

Selektion mod sygdomme med polygen nedarvning 

Fordi disse sygdomme styres af mange gener, er bekæmpelsen et spørgsmål om at fastsætte en grænseværdi. Hvilke fænotyper vil vi acceptere som raske, og hvilke som syge. Skal grænsen for avl med hensyn til HD f.eks. ligge på C2 eller B I - det er et valg.

1. Et troværdigt system til diagnosticering af sygdommen må være tilgængeligt, og alle dyr bør testes før avl.

2. Offentliggør resultatet af disse tests

3. Udeluk de dyr fra avl, der ikke opfylder den fastsatte grænseværdi.

4. Udregn evt. indeks over forventet avlsværdi, på baggrund af resultater hos afkom, forældre eller søskende. Fastsæt ligeledes en grænseværdi for indexet.

(som hovedregel vil individer med værdier over 100 forbedre racens gennemsnit).

Boykot hundehandlerne

Selvfølgelig har de altid været der, hundehandlerne. Men lige nu synes de at have en opblomstring, og det er derfor på sin plads at advare kraftigt imod dem.
Der er to slags. Den ene driver opdræt som en fabrik. Man anskaffer sig et stort antal hunde af salgbare racer og lader dem producere hvalpe, som kan sælges, måske med falske papirer, måske uden, men i hvert fald for gode penge. Hundene, avlsdyrene såvel som hvalpene, går som alle andre dyr i store industrilandbrug. De har ingen kontakt med mennesker, da de jo kun er henholdsvis maskiner og et af maskinerne produceret produkt.
Da folk, som behandler hunde på den måde, ikke kan have meget begreb om dem - endsige følelse for dem - bliver det ofte så som så med både hygiejne og ernæring. Måske er det ikke helt så galt, at politiet har mulighed for at gribe ind (vores lovgivning er langt fra fast nok på dette punkt) men det er ofte lige ved. Og alle hundene har det skidt, fysisk såvel som især psykisk.
Den anden slags opkøber dels overskudsskravlet fra ovennævnte fabrikker, og dels importerer man hvalpe fra udlandet - i øjeblikket især Irland og Ungarn - så langt væk fra, at stamtavler og dyrlægeattester er vanskelige at kontrollere. Man indrykker annoncer i dagbladene om, at man har de og de racer på lager og kan skaffe alt andet, og så håber man på, at kunderne ikke har forstand nok til at gennemskue fidusen. Man sælger blandinger for racerene, man retter lidt i papirerne, så en 7-ugers hvalp bliver en uge ældre og dermed salgbar ifølge loven. Man siger, dyrlægen har været der ikke finder det unaturligt, at hvalpen hoster og er underernæret, og man håber på, at folk vil få medlidenhed med det arme kræ og købe.
Det, det drejer sig om, er cool cash. At det er levende væsener, der er varen, er revnende ligegyldigt. Man kunne lige så godt handle med brugte biler eller spøg og skæmt.
En af virksomhederne tilbyder at skaffe nye hjem til hunde, folk vil af med. Foretagendet omtaler sig som "hundehandel, godkendt og kontrolleret virksomhed", og lover, at man "kan skaffe alle racer og altid har 5-8 racer at vælge imellem". Det lyder lidet betryggende for den, som søger et nyt hjem til en hund, man ikke kan have mere!
Det værste ved den slags firmaer er, at de er meget vanskelige at komme til livs. Når dyrlægen og/eller politiet kommer, er det svært at sætte en finger på nogle lovovertrædelser. Hundene får jo mad, og der kan også være nogenlunde rent, hvor de går. Lidt hoste og andre skavanker kan let overses, når der er så mange dyr. Burhøns og tremmegrise har jo i regelen også de forhold, loven tillader. Der er bare det, at hunde skal have menneske-kontakt, og den får lageret hos hundehandleren intet af. Men det er ikke ulovligt.
Lykkes det endelig at få lukket en hundehandel eller -fabrik, flytter "direktøren" bare sit "firma" et andet sted hen og begynder forfra. Det er nemlig en fed fidus at handle med hunde på den måde. Man kan fx købe en hvalp i Irland for 300 kr. At man hverken der eller noget andet sted kan få en god racehund for den pris, spiller ingen rolle, når man kan sælge den eller dens afkom i Danmark for 3.600 kr. Det er, hvad et af firmaerne nævner som minimumspris.
Hundene transporteres i store lastbiler i bunkevis, ofte under kummerlige forhold, hvad der ikke gør dem sundere ved ankomsten. Men, tænker hundehandleren kynisk, folk synes netop, det er så synd for sådan et usselt, lille kræ, og så køber de.
Der gøres fra flere sider en alvorlig indsats for at stoppe denne utiltalende geschæft. Dansk Kennel Klub arbejder ihærdigt på at komme hundehandlerne og hundefabrikkerne til livs.
Men Dansk Kennel Klub's arbejde tager tid, før det giver resultater. Alle vi andre har derimod et 100% probat middel: at købe vores hunde andre steder.
Man skal aldrig købe en hund - det være sig en racehund eller en god blanding - uden at se det sted, den kommer fra, og man skal aldrig, aldrig - lige meget hvor synd man synes det er - købe en hvalp, hvor forholdene er usle og hundene masseproducerede. Det er godt nok frygteligt synd for de hunde. Men det bliver synd for mange flere, hvis man støtter foretagendet.
Så gør hundehandlernes lagersalg til en dårlig forretning. Boykot dem!

mandag den 15. september 2014

Om Lagotto Romagnolo



Lagottoen er en meget gammel italiensk race, den ældste af alle vandhunderacerne. Den er kendt siden det 16. århundrede i Italien, hvor den blev brugt som apporterende jagthund. Jægerne sejlede ud fra små både med lagottoerne om bord, og når de havde skudt ænderne var det lagottoens arbejde at svømme ud og hente dem hjem. Derfor har racen også sin typiske vandhunde pels, tyk og krøllet som beskyttelse mod vandet. Det ser ud som om at lagottoen allerede på daværende tidspunkt blev brugt til at finde trøfler i de måneder af året, hvor der ikke var jagt.
I sidste halvdel af forrige århundrede blev hele det romerske marskland drænet, så der til sidst ikke var noget vand tilbage og dermed heller ikke nogen ænder.
Man begyndte derfor at videreudvikle lagottoens fænomenale næse til brug for arbejdet med at finde trøfler.
Alle jagtinstinkter blev avlet væk og lagotto Romagnolo endte som vi kender den idag, som den eneste race i verden specialiseret i at finde trøfler.



Begge lagottoens arbejdsområder har krævet en samarbejdsvillig og lydig hund, hvilket tydeligt mærkes idag. Lagottoen er meget nem at arbejde med og holder sig altid til sin fører. Den er ivrig efter at stille dig tilpas og fungerer godt som hobbyhund i de fleste sportsgrene. Vi har trænet lydighed, agility og spor med vores lagottoer, og de elsker det hele. Derudover er de fleste af vores lagottoer stadig vilde med vand, og de elsker at svømme om sommeren. Apportering falder selvfølgelig helt naturligt for, og lagottoen elsker at hente og bringe ting til sin ejer og at bære ting i munden. Det er en blid hund, som aldrig behøver hård hånd eller hævet stemme. Vi behøver kun sige tingene en gang, så forstår vores lagottoer det. De elsker mad, hvilket selvfølgelig også gør dem nemmere i en træningssituation. Alle vores lagottoer kan gå løs og kommer, når vi kalder, det har faktisk aldrig været noget vi behøvede at træne, de holder sig helt naturligt til os og løber aldrig langt væk. Vi har aldrig hørt om en lagotto, der strejfede. Racen er ideel som familiehund, da den netop er nem at opdrage, har en god størrelse og er venlig ved alle mennesker og dyr. Det er ingen supermodig hund så ønsker man sig en vagthund eller lignende skal man lede efter en anden race. Lagottoen er blød og tit lidt forsigtig når den møder nye ting første gang.



Lagottoen er en middelstor hund som skal være næsten kvadratisk bygget. Dette er vigtigt for at få de rette proportioner. Den skal give indtryk af en stærk og spændstig lille kompakt hund med et effektivt skridt og en glad viftende hale. Lagottoen må aldrig virke tung eller lasket eller doven. Den tætkrøllede pels over hele kroppen er med til at give racen sit rustikke udtryk. Lagottoen må aldrig virke opfriseret og kunstig at se på, den skal være en naturlig hund. Hovedet er rundt med mere pels som giver lagottoens karakteristiske udtryk.
Lagottoen er en pelshund, hvilket vil sige, der er en vis pleje at tage i betragtning, men det er ikke meget. Pelsen bør gåes igennem ca en gang om måneden, hvor man fjerner filter, ordner ører og poter, studser pelsen og vasker hunden. En gang om året kan pelsen klippes helt ned.
Lagottoen får først sin rigtige pels ved et-årsalder. Indtil da er pelsen mere blød.
En set fejl i Skandinavien er store tunge lagottoer som er alt for lange i kroppen og helt mister deres typiske udseende. Vi avler efter den italienske type af lagottoer, sådan som vi har lært af italienske opdrættere, at racen skal se ud. Små kompakte hunde med effektive bevægelser, smukke runde hoveder, gladt viftende haler og et aldrig tungt indtryk.



Trods racens høje alder var det først indenfor nyere tid at "hundemennesker" blev opmærksom på den. Indtil da havde trøffelmændene altid avlet deres hunde, men racen var ikke anerkendt. I 1988 blev den italienske lagotto klub stiftet og i 1991 blev racen godkendt af den italienske kennelklub. Senere fulgte FCI trop og først nu i 2005 er racen blevet endeligt godkendt efter en prøveperiode på ti år.
Pga racens store velegnethed som familiehund er den allerede blevet utroligt populær hele verden over. Især Skandinavien har taget racen til sig med et stort hjerte, men også i de fleste andre europæiske lande er det en race som vokser støt i antal. Lagottoen findes i alle former for brun, hvid og orange med og uden pletter. Den må dog aldrig være sort.


Vores arbejde for racen:


Vi så den første lagotto i 1997. Vi faldt pladask for racen og begyndte at undersøge den nærmere. Skuffede blev vi, da vi fandt ud af, at racen slet ikke fandtes i Danmark. Ved nærmere undersøgelse fandt vi ud af, at racen faktisk var meget ny og først var kommet til Skandinavien få år tidligere. Vi overvejede grundigt, om vi turde påtage os ansvaret for en helt ny race og kom frem til at det turde vi. Vi fandt racen så utroligt charmerende, at vi syntes det var synd, der ikke var nogen herhjemme. Derudover havde vi jo allerede en stor erfaring indenfor hunde og avl fra vores anden race som kunne komme os til gode. Efter længere studier fandt vi frem til, hvor vi skulle have vores hvalp og i 1999 blev han født i Italien. Vi valgte at starte med en hanhund, da vi fra begyndelsen ikke havde planer om opdræt, men først ville lære racen at kende og se, om det var noget for os. Efteråret 1999 skrev racen altså historie herhjemme, da vi importerede den første lagotto nogensinde, Cry Out Italian Style. Vi valgte at kalde ham Tumnus. Denne lille herre kom ind i vores liv og tog os med storm, alle vores tvivl blev fejet til side og siden da har lagottoen haft en fast plads i vores hjerter. Tumnus viste sig ikke kun at være en god reklame for racen hjemme hos os, han gjorde også racen ære ved som det første eksemplar i landet at være af utrolig høj eksteriør kvalitet. På sin allerførste udstilling, Dansk kennel klubs internationale udstilling i Hillerød 2000 vandt han Best in show hvalp ud af en kæmpe samling hvalpe! Sikke en debut både for ham, men også for racen i Danmark. Siden gik det slag i slag. Han blev racens første danske champion herhjemme og vandt bedst i racen på næsten alle udstillinger. Nemt nok kan nogen måske mene, da han jo var den eneste, men der var faktisk konkurrence fra Sverige eller andre lande på næsten hver eneste udstilling. Da vi nu var sikre på, at racen var noget for os besluttede vi at importere en tæve også fra Italien. I det tidlige forår 2001 rejste jeg derfor til Italien og kom hjem med Marina som vi kaldte Rina. Desværre viste det sig allerede da Rina var 5 måneder gammel, at hun havde problemer med sine knæ. Vi valgte derfor at lade hende sterelisere og har aldrig brugt hende i avl. I stedet købte vi endnu en tæve, denne gang med vores gode venner, Amira. Amira kom fra Italien sommeren 2001 og var en yndig lille brun lagotto. Nu var de 3 i Danmark. Desværre viste det sig, da Amira blev HD-fotograferet, at hun havde C på den ene hofte og vi brugte derfor heller ikke hende i avl. Netop da det var en helt ny race, var det meget vigtigt for os at starte avlen i Danmark med det bedst mulige materiale. Vi havde derfor kontakt med flere kendte opdrættere i Italien og forsøgte at finde de helt rigtige linier. I år 2002 blev vi tilbudt at købe Matisse. Matisse var Italiens mest vindende lagotto to år i træk, italiensk champion, europavinder mm, var HD fri og havde allerede et kuld i Italien. Vi vidste derfor, hvad hun kunne bidrage med til den danske avl. Vi behøvede ikke et sekunds betænkningstid og sagde straks ja. Det har vi aldrig siden fortrudt. For at få så meget genetisk variation som muligt herhjemme valgte vi at parre Matisse i Italien inden hun kom herop. Resultatet af det blev 7 velskabte hvalpe født sommeren 2002. Nu var Danmarks første lagottokuld en realitet og med Matisse og de tre vi havde i forvejen, var der nu ialt 11 lagottoer i landet. Kuldet skulle senere vise sig at leve op til deres forældre. Den hanhvalp vi beholdt, Lapinlumon Adamante, blev allerede i 2003 kun et år gammel den første danske lagotto der nogensinde vandt gruppe 8 på en dansk kennel klub udstilling. Det skete på Dansk Kennel Klubs udstilling i Rønne 2003. Ydermere blev han den første danskopdrættede lagotto der blev dansk champion og fulgte dermed i Tumnus´ fodspor. Sidst men ikke mindst vandt han det første hanhunde CACIB nogensinde der blev uddelt i 2005 efter racens endelige godkendelse fra FCI. TæveCACIBet gik til hans halvsøster Lapinlumon Cassiopeia, en hvalp fra Matisses andet kuld hos os.

For at få en ny linie til landet købte vi endnu en voksen tæve fra Italien. Ruth var af helt andre linier end dem vi havde i landet allerede og som Matisse var hun også HD-fri og havde allerede haft et kuld i Italien, så vi vidste, hvad hun kunne bidrage til avlen med. Vi fik valget mellem flere forskellige mulige hanhunde og valgte Caio. Caio var på daværende tidspunkt allerede otte år gammel, men han var af de mest berømte lagotto linier i hele Italien. Hans far Pepe er en af de mest kendte lagottoer i Italien. Caio var ligeledes en eminent trøffelhund og det var vigtigt for os at få hunde ind i den danske avl som besad racens oprindelige egenskaber. Udover dette havde han flere certifikater fra udstilling i Italien og var HD fri. Efter en større overtalelse lykkedes det os at få Caios ejer overtalt til at lade ham komme til Danmark sammen med Ruth. Her parrede vi dem, da Ruth kom i løbetid og resultatet blev 6 fine hvalpe født i foråret 2003. Sammen med de to forældre var antallet i Danmark altså nu oppe på 19. I sommeren 2003 havde Matisse sit andet kuld for os med Tumnus som far. Vores store arbejde for racen begyndte nu at bære frugt. Flere andre begyndte at vise interesse for racen eftersom kendskabet blev mere udbredt. Et par hunde blev importeret fra Sverige og senere Italien og i 2004 kom de to næste opdrættere til efter at vi i fem år havde arbejdet alene. Racen vokser langsomt men støt og vi er sikre på den nok skal blive populær jo flere der kommer til at kende den. Vi er glade for og stolte over, at vi er dem, der har introduceret denne race i Danmark. Ikke mindst er vi glade for, at vi har gjort det med så godt resultat. Vi lagde et stort arbejde og mange kræfter i at gøre det godt og rigtigt fra starten. Det har båret frugt. Vores opdræt er blandt de mest vindende lagottoer i Skandinavien og er ubestridt de mest vindende lagottoer i Danmark gennem tiderne. Siden vi introducerede racen i landet har vi sat os på alle milepæle. Som allerede nævnt den første danske champion, første danskopdrættede champion, første gruppevinder, første CACIB både til han og tæve osv selv om konkurrencen er vokset støt hvert år. Vores lagottoer har været dansk kennel klubs racevindere hvert år siden titlen blev indført! Og vores hunde har vundet Københavnsvinder titlen lige så længe som racen har været i landet: 2000, 2001, 2002, 2003 & 2005. Kun i 2004 gik titlen til Sverige, vi boede på daværende tidspunkt i Finland og deltog ikke. Af vores opdræt har indtil nu 11 forskellige hunde vundet certifikat, flere af dem har vundet langt mere. Det må da siges at være godt gået. Mindst lige så vigtigt er det for os, at alle hunde har haft et godt temperament og vinder tilhængere til racen hvor de kommer frem. Ligeledes har de fleste, der er HD fotograferet haft godt resultat. Det store arbejde vi har startet slutter ikke her. Vi glæder os til endnu flere år, hvor vi vil arbejde på at fortsætte hvad vi allerede har startet og forsøge at gøre vores opdræt endnu bedre og udbrede kendskabet til denne dejlige race. Er nogen interesseret i racen eller har nogen spørgsmål, er de altid velkomne til at kontakte os, så skal vi prøve at hjælpe på bedste måde.